Photo: © Lars Nybøll		Vores sangerinde, Signe Asmusssen, er et sandt 'powerhus' på en scene: Energisk, udadvendt og med en smittende livsglæde, og så har hun - ikke at forglemme - en stor salsastemme. Alt det har de, der har hørt hende i Salsa Loca, haft mulighed for ved selvsyn at konstatere. Men de færreste af disse ved, at hun med samme overbevisning synger klassisk - en kombination kun de uendeligt få mestrer! Signe synger klassisk i vokalensemblet Ars Nova og The Tolkien Ensemble, og så har hun til for nylig gået på solistoverbygningen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det er denne lange og krævende uddannelse, som Signe nu har færdiggjort - og traditionen tro afsluttes studiet med en klassisk koncert på konservatoriet, en såkaldt 'klassisk debut'. Koncerten, der blev holdt fredag d. 9. november 2001, blev et sandt tilløbsstykke, og ud over en stor del af resten af Salsa Loca var også anmelderne fra de største morgenaviser blandt de heldige, der fik en plads. Bandet ønsker Signe et stort tillykke med den meget flotte 'klassiske debut' og håber inderligt, at der ved siden af en lovende klassisk karriere stadig vil være plads til at 'trykke den vilde salsatråd af' med Salsa Loca. Herunder bringer vi Politiken og Berlingske Tidendes anmeldelser af koncerten, som den stod at læse mandag d. 12. november 2001.

 

Top  Previous

Politiken, mandag d. 12. nov. 2001

Next

		Poetisk forførelse Signe Asmussen er en født fortolker i den intime genre Klassisk debut Mange gik forgæves til Signe Asmussens debut, og interessen var særdeles berettiget. Ikke at den 31-årige mezzosopran synger indvendingsfrit. Tekniske svagheder som det flimrende forte og en noget ufri højde er lette at pege på, og hun mangler den ægte mezzos klangbredde. Klangen var tiltalende, men det var ikke stemmens nøgne udstrå1ing, der forførte publikum. Men forført blev man. Signe Asmussen er ikke blot en rimeligt dygtig sanger, der i hvert fald ikke er nævneværdigt hæmmet af tekniske hindringer, men først og fremmest en fortolkende naturbegavelse, der tvinger en til at lytte. Hun synes ude af stand til at præstere noget ligegyldigt og befinder sig åbenlyst godt på en scene. Lune, swing, naturlig charme og lejlighedsvis et knejsende fuldregister fyldte Montsalvatges cubansk-folkloristiske 'Canciones negras', som hun korrekt nok sang på latinamerikansk spansk, men også indtagende poesi som vuggevisens lange diminuendo fra piano til pianissimo, ikke kunstigt tilbageholdt, men afslappet nynnende, så at sige med barnet for øjnene. Wolfs små anekdotiske situationsbilleder fra 'Spanisches Liederbuch' var rene foræringer til Asmussens talent, og spøgefuldheder som Seibers 'Morgenstern-Lieder' var ikke blot vittigt skuespil, men også virtuost raffineret samspil med en hysterisk soloklarinet, men det stærkeste, rigeste udtryk fandt hun i programmets mange seriøse sange. Attraktionen i Schierbecks 'Den kinesiske fløjte' er almindeligvis den fine orkesterinstrumentation, men som digtfortolkninger har jeg ikke før oplevet sangene så fornemmme som her i klaverversionen: Velsignet ukunstlet og autentisk fortalte Asmussen sine historier, så billeder og situationer rejste sig lyslevende. Fri deklamation og dristige pauser gav eventyrskabelonen i 'De tre prinsesser’ gribende tragisk perspektiv, og 'Den trofaste hustru' røbede foruroligende sin indre vaklen. Deklamation og klang former udtrykket - det sidste mest på et underbevidst plan: Stemmens farvning falder ikke i ørene, men den rammer sjælen, for den gror af nærvær og forståelse. Den er intet kunstgreb og virker selv i sange, der som Duparcs 'L'Invitation au voyage' i grunden kalder på en mere yppigt sanselig klang. Hos Dowland udnyttede Asmussen fornemt sine korerfaringer med en klar, lige stemme. En af komponistens sorteste sange, 'In Darkness let me Dwell', voksede næsten umærkeligt frem af det mørkeste intet, og det forpinte udtryk var præcist kalibreret efter stilens renfærdige virkemidler. Til syvende og sidst bygger forførelsen også på musikalsk overskud. Form og stil holder udtrykket på plads med en gennemslagskraft, der går i dybden. Hvad Asmussen ved om frasering, blev vel smukkest opsummeret i det andet ekstranummer, Heises 'Skovensomhed', men indadvendte sange som Griegs 'Zur Rosenzeit', Schierbecks 'Vaarregnen' og flere af Duparc var udsøgte eksempler på, hvordan frase føjes til frase, og overalt stod gedigen musiceren i et produktivt og engagerende forhold til fortolkningen. Jan Jacoby (Konservatoriet: Debutkoncert for Signe Asmussen (mezzosopran). Medvirkende: Christen Stubbe Teglbjærg og Arne Jørgen Fæø (klaver), Karen Englund (cembalo), Klaus Tönshoff (klarinet). Fredag 9. november.)

 

Top  Previous

Berlingske Tidende, mandag d. 12. nov. 2001

		Mulighedernes stemme Mezzosopranen Signe Asmussen behersker med usædvanlig musikalsk autoritet både den sprødeste renæssancemusik og den heftigste romantik. Hendes debutkoncert i fredags lignede begyndelsen på en stor karriere. Af Jakob Levinsen Der er to årsager til, at mezzosopranen Signe Asmussens debutkoncert i fredags ikke får helt den anmeldelse, et så helt usædvanligt talent som både sanger og performer vitterlig har fortjent. Den ene er praktisk, eller i hvert fald institutionel. Musikkonservatoriets lettere kaotiske og lidet professionelle håndtering af den voldsomme tilstrømning til koncerten resulterede nemlig blandt andet i, at man længe før koncertens begyndelse også havde solgt anmelderbilletterne og tilsvarende åbenbart opgivet alt, hvad der måtte hedde ordentlige reserverede pladser. Med det resultat, at såvel overtegnede som en kollega fra en anden morgenavis havnede allerbagest i salen under orgelpulpituret, hvor man ser ringe og hører endnu værre. Nogenlunde som hvis vores kunstanmelder skulle bedømme udstillinger igennem en kikkert. Den anden årsag er mere musikalsk og har med programmets sammensætning at gøre. Signe Asmussens stemme har nemlig en stor, bred og sensuel klang med sin styrke i det mellemste og det dybeste leje. Derfor virker den også på udebane i noget hyperfølsomt småkravl som de syv sange af Hugo Wolf, der afsluttede det officielle koncertprogram. Navnlig fordi stemmen synes stadig at have en teknisk svaghed i det lyse leje, hvor den indimellem mister fokus, og vibratoet begynder at blafre. Enkelte af sangene tidligere på aftenen, navnlig den første af de tre sange fra Edvard Griegs opus 48 og dele af Poul Schierbecks »Den kinesiske fløjte«, led stedvis af den samme skavank. Og ikke mindst i betragtning af det niveau og den autoritet Signe Asmussen lagde for dagen i resten af programmet, virkede det sært med de programpunkter, der hvad enten det så var hende selv eller hendes lærere, der havde valgt dem på mange måder lægger op til en helt anden, lysere og lettere stemmetype. Modsat ikke mindst Xavier Montsalvatges latinamerikansk farvede »Canciones Negras« som Signe Asmussen også optrådte med ved pianisten Arne Jørgen Fæøs debut for to uger siden, og som på ny var en opvisning i lige dele rå sanselighed og musikalsk fortælleevne. Så meget større var stilskiftet til den engelske renæssancemusik i de to drivende melankolske John Dowland-sange med cembalo lige efter pausen, hvor Signe Asmussen viste sig også at kunne gøre sin stemme helt slank, sprød og vibratoløs. Og det blev endda ikke ved det ene stilskift: der var også både cabaret-lignende ironisk vid i ungareren Matyas Seibers tre sanger for stemme og klarinet til absurde tekster af Christian Morgenstern, og bagefter det helt store episk-romantiske udtræk i Henri Duparcs »L’Invitation au Voyage«. De, om noget, cementerede, at der her er tale om en stemme og en sanger med ekstraordinære muligheder og i vidt omfang også allerede kunnen og overskud til at realisere dem. Det blev yderligere bekræftet i de to lige så romantiske ekstranumre, Gustav Mahlers »Liebst du um Schönheit« og Peter Heises »Igennem Bøgeskoven«. Det burde med tiden kunne blive til eksempelvis både Carmen på en operascene og »Lied von der Erde« i en koncertsal og så synger Signe Asmussen oven i købet i et salsaorkester ved siden af, hvad man ved denne lejlighed bestemt også gerne havde hørt smagsprøver på. (Kunstner: Signe Asmussen, mezzosopran, med Christen Stubbe Teglbjærg og Arne Jørgen Fæø, klaver, Karin Englund, cembalo, og Klaus Tönshoff, klarinet. Sted: Det Kgl. Danske Musikkonservatorium)