Til koncert med Salsa Loca

Det er fredag aften. Sommerferien er begyndt. Vejret er varmt. I aften skal jeg med min meget gode ven Ayman til koncert med Salsa Loca og danse salsa. Han har ikke danset salsa i lang tid, så jeg har lovet at hjælpe ham lidt på vej. Vi ankommer kort efter musikken er startet. Dansegulvet er allerede godt fyldt. Vi føler os hensat til Cali-provinsen i Columbia, som sangen handler om. Det skyldes ikke mindst det fugtige subtropiske klima, som hersker indedøre.

Alle lader til at være kommet: Der er den smarte pige med de gode forlygter men også den irriterende latino-lover, der render med alle pigerne. Desuden er en god del af de københavnske salsainstruktører til stede. Flere af dem siger ganske vist, at de havde sommerferie, men deres tilstedeværelse viser, at salsaen for dem ikke kun er et arbejde, men også en fornøjelse. På det tætpakkede dansegulv skiller de sig hurtigt ud fra de øvrige dansere - ikke fordi de laver mere indviklede figurer end flertallet, men fordi de alle forstår at udnytte musikken, så man blot ved at se på dem kan 'høre', hvad der bliver spillet. De har alle deres kendetegn. Trine Louise Koch danser cubansk på sin aldeles vidunderlige sødmefyldte og feminine måde med vuggende hofter og et stort dejligt smil. Jon Dannerfjord er mere til columbiansk hardcore, hvor han gang på gang overrasker sin dansepartner med små uventede tricks. Sara Hedeland fortrækker crossbody-stilen tilsat lidt tant og fjas i form af rullende øjne og sjove bevægelser.

Ved baren ser jeg de nuværende danmarksmestre i salsa Klavs og Vanessa samt Lazaro, der blev danmarksmester for to år siden. Klavs og Vanessa er blandt de mest velklædte. Klavs har en dyr skjorte på, mens Vanessa er trukket i en tætsiddende smart kjole, som hendes lange krøllede hår delvist dækker. Lazaro er mere til street-stilen og har et hvidt sæt løsthængende bomuldstøj på. Bortset fra dem er der også en hel del, som jeg har mødt i tidens løb ved diverse salsaarrangementer. Blandt disse får jeg øje på Mette, jeg ikke har set i over et år. Hun har fået kortere og mere farvestrålende hår siden sidst, men hendes ansigt lyser som jeg husker det. Jeg drister mig til at danse med hende, og her får jeg lokket indtil flere smil ud af hende med nogle små finurligheder, hun ikke har set før.

Jeg vender tilbage til min gode ven, der stadig ikke har taget sig mod til at byde en eneste pige op. Vi forlader for en kort stund dansegulvet for at trække noget frisk luft på tagterrassen. Her viser jeg ham nogle figurer, han kan prøve. Jeg agerer pige, og han fører. Interessen er stor fra enkelte af de øvrige på tagterrassen. Således forberedt drager vi tilbage til musikken, hvor jeg hurtigt får øje på Karina, der ikke kun er sød og danser godt, men også fortrækker den columbianske stil, som min ven foretrækker. Efter en kort introduktion går de i gang på dansegulvet. Det kører for ham. Ved det efterfølgende nummer i musikken ser jeg ham med en ny pige. Hende kender jeg godt. Det er Ann-Berit, som har danset i 20 år. Hun er virkelig dygtig, og hun lader til at føle sig godt tilpas i armene på min ven. Hendes dansepartner Nis er også tilstede. Han giver sjældent slip på sin guldklump, men her må han se sig slået. Hvad er nu dette, har min ven overtaget rollen som irriterende latino-lover, der snupper alle de gode damer.

Jeg får lyst til at bevæge mig ud på dansegulvet igen og spørger en pige, som længselsfuldt skuer ud over de dansende. Hun advarer mig ved at sige, at hun ikke er videre rutineret. Det tager jeg nu ikke så tungt, for jeg er blot interesseret i en festlig oplevelse, ikke en avanceret dans med heftige trinkombinationer og halsbrækkende figurer. Jeg lægger ud med en simpel crossbody-stil, men det går i vasken. Vores ben passer bare ikke sammen. Jeg skifter til cubanske grundtrin. Samme resultat. Derpå foreslår hun, at hun danser mand. Hun har nemlig hele aftenen kun danset mand, og da jeg tidligere på aftenen har øvet mig som pige på tagterrassen, går jeg med til det. Nu går det meget bedre. Vi danser i takt og nyder at kunne bevæge os til musikken, der flyder fra scenen med Salsa Loca og ned på dansegulvet.

Salsa Loca giver et godt show. Maracassvingeren Tonny tager under sangene ofte nogle dansetrin med forsangeren Signe, Maria leverer en god lyd fra sin saxofon, og Per lægger bunden med bassen. Jacob lægger linien med den hårde tråd fra sin tres (cubansk guitar). Der bliver vekslet mellem salsa og rumba, og lange instrumentale indledninger til flere af numrene bliver det også til. Som noget nyt bliver et par af Salsa Locas egne kompositioner fremført. De er rimelig vellydende, så mon ikke de bliver en del af deres faste program. Bandets tidligere forsanger Jeanette er tilfældigvis tilstede, og kommer op på scenen i et enkelt nummer. Hun er altid en fornøjelse at høre på. Efter endnu et par gode sange er der pause, og musikstilen skifter kortvarigt til timba og merengue. Stilarter som vi nok aldrig vil høre fra Salsa Loca. Folk tager en pause og dansegulvet går i opløsning.

Jeg benytter tiden til at snakke lidt med Charlotte, der lige er returneret fra New York. Jeg havde givet hende en liste med, som indeholdt de bedste steder i byen, fra den gang jeg selv var der. Det lader til, hun har haft en god tur, på trods af at hun desværre ikke fik nået at danse salsa. Jeg hilser også på Bo, der er manden bag hifisalsa.dk og er ifølge med kæresten Silke. Søren er også tilstede. Han er en spændende person. Før han dansede salsa spillede han backgammon på internationalt plan, men er nu en af de virkelig skrappe dansere i den cubanske stil. Han har lært det meste af dansen i Cuba, og skal snart af sted dertil igen. Han fortalte mig om et forestående spændende videoprojekt, han skal involveres i.

Den levende musik stoppede ved 1.30-tiden, og herfra var der så almindeligt salsatek. Det var dog ikke helt det samme, så flere forlod stedet herefter. Ellers må jeg sige, at det var en god fredag aften og nat. Mange tak til Salsa Loca.